Om forfatteren
Om forfatteren


Om Marie

Velkommen til min side. Jeg har skrevet bøger i næsten 30 år, og mange af dem er læseletbøger til indskolingen. At være med til at lære børn at læse er noget af det fineste, jeg kan forestille mig. Læsning åbner en helt ny verden for børnene. En verden af historier, hvor de kan spejle sig selv og måske opdage, at de ikke er alene. Venner i litteraturen er af papir og blæk, men de kan underholde, inspirere og
støtte dig. Og når bogen er læst, tager du dem med dig videre ud i livet.

Det er det, god litteratur kan. Underholde, inspirere og støtte. Og det øver jeg mig på hver dag. At skrive spændende, vedkommende historier, uanset hvor kort bogen er, og uanset hvor lavt lixtallet er. Selv om du kun er seks år, skal du have god litteratur. Med et fængende plot, originalt sprog og hele karakterer. Humor, spænding, alvor. Lethed og tyngde på samme tid. Som livet. Bøger er et lille stykke levet liv mellem hænderne.

Ude på skolerne og bibliotekerne arbejder lærere, bibliotekarer og pædagoger hver dag på at få børn og unge interesserede i litteratur, for har de først fået glæden ved litteratur, står de stærkere i livet. At være med til at skabe læseglæde er mit mål som forfatter.


Fakta om Marie

Uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteraturhistorie.

Tidligere tekstforfatter i reklamebranchen.

Arbejder som freelancejournalist ved siden af forfatterskabet.

Nomineret til Undervisningsministeriets ‘Skriverprisen 2018’